Hvor vil du holde møde?

Grafisk facilitering og effektive Møder

udgivet

Grafisk facilitering har vundet frem de senere år, og er nærmest et modefænomen inden for mødeteknik. Og det er der en grund til: det er en enkel måde at skabe gode, effektive møder på. Men hvad er det? Og hvorfor virker det?

Hvad er grafisk facilitering?

Grafisk facilitering er en metode, der med simple, visuelle greb, kan gøre det komplekse tilgængeligt. Det handler - i korte træk - om, at processer, beslutninger og argumenter bliver tegnet. Metoden opstod i San Fransisco i 70’erne og var inspireret af designere og arkitekters visuelle tilgang til samarbejde og problemløsning. Nogle af dem, der har været med til at drive udviklingen helt fra starten, er henholdsvis Geoff Ball og The Grove Consultants International.

Effektive møder med grafisk kortlægning

Mødet foregår i samspil mellem facilitatoren og mødedeltagerne, hvor deltagerne kommer med inputs, der bliver behandlet og fremstillet grafisk. Der bliver på den måde sat billeder
på deltagernes egne ord og meninger. Den grafiske facilitering kortlægger mødet. Den skærper tilhørernes hukommelse, gør komplekse processer lettere forståelige og styrker mødedeltagernes forbindelse til det formidlede – fordi de er en del af processen i den grafiske fremstilling. Så alle går potentielt fra mødet med en dybere forståelse, en god fornemmelse af ejerskab og et stærkt tilhørsforhold.

Visuelle referater eller grafisk facilitering?

Visuelle referater og grafisk facilitering bliver ofte forvekslet, selvom det er to ret forskellige discipliner. Det visuelle referat er, som navnet antyder, et tegnet referat af et forløb. Det bliver tit brugt ved konferencer og større events, hvor en tegner tegner løs på en stor tegning, mens arrangementet foregår. Den færdige tegning opsummerer hovedpointer, statements og begivenheder fra dagen.

Men fordi det færdige værk ikke rigtig kan bruges til dokumentation eller noter – hverken for deltagere eller andre, får det tit karakter af en kreativ happening eller performance. Det er virkelig imponerende, sjovt og festligt, men det har ikke den store effekt på selve indholdet. Den grafiske facilitering derimod har en helt konkret effekt. Det er et værktøj til at holde bedre og mere effektive møder. Så er dét på plads.

Tag et kursus i grafisk facilitering – eller hyr en professionel

I nogle sammenhænge kan der ofte være brug for grafisk facilitering, hvis man arbejder meget med udvikling eller forandring, hvor processer ofte ændrer sig, og hvor man ofte bevæger sig ud i nye og uprøvede områder. Her vil grafisk facilitering tit være en hjælp, og det kan også kan være gavnligt, at mødelederen selv er grafisk facilitator. Det kan læres på forskellige kurser – fra enkle greb og figurer, der grafisk kan understøtte faciliteringen, til mere avancerede facetter af faget.

Hvis det i stedet drejer sig om enkeltstående, større møder, kan man hyre en grafisk facilitator, der har processerne og værktøjerne på rygraden. En professionel, der kan sikre en god og effektiv proces. I det første tilfælde handler det om, at få de daglige processer til at glide lettere og mere effektivt. I det andet er målet, at sikre, at alle medarbejdere har den nødvendige indsigt i store beslutninger.

Så grafisk facilitering er mange ting, men én ting er sikkert: det betyder noget, HVOR du holder mødet. Det kunne måske være et af disse 30 inspirerende steder til dit næste møde?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få inspiration til bedre møder i din mailboks.

Alle artikler